We Do Wood har bæredygtighed i deres DNA

Mål nr. 13: Klimaindsats

  • Modstandskraft mod klimaændringer i alle lande skal styrkes
  • Bremse de globale temperaturstigninger gennem reduceret CO2 udslip
  • Lave landsdækkende politikker og planer på området
  • Støtte udviklingslande i deres klimaindsats

Hos Aarhus-virksomheden We do Wood er ambitionsniveauet skyhøjt hvad angår bæredygtighed. Her sætter de handling bag ordene og stiler efter en CO2 –negativ produktion i fremtiden.

We do Wood designer møbler med udgangspunkt i principperne i cirkulær økonomi. Deres stole, borde og hylder er alle designet med bæredygtighed for øje. Det betyder bl.a. at de bruger FSC-certificeret træ og bambus, at de designer med mindst muligt spild i produktionen og at alle deres varer leveres som “flat-packs”. Det vil sige at møblerne leveres skilt ad i en flad pakke, der fylder mindre og giver mindre spildplads når de pakkes, og dermed minimerer CO2 udledningen under transporten. Deres møbler kan nemt skilles ad, så enkeltdele kan repareres og når deres livscyklus ender, kan hvert materiale genanvendes for sig. Grundlægger Klaus Jorlet fortæller om virksomhedens stærke bæredygtige profil:

“Vi ser ikke begrebet bæredygtighed som en forbipasserende trend, vi betragter det som selve vores fundament og vi mener at etik og æstetik bør gå hånd i hånd”

I flere år har We do Wood arbejdet aktivt med verdensmål nr. 13 om at yde en indsats for klimaet. De har lagt et stort arbejde i at beregne deres fodaftryk, når de fik transporteret materialer hjem til Danmark til at producere deres møbler. De har regnet på udledningerne ved hvert et skridt af rejsen, når de køber bæredygtigt produceret Moso Bambus i Kina, fragter det til Aarhus og videre derfra til fabrikken i Jyndbjerg. Og det har vist sig, at fordi bambus lagrer CO2, står de tilbage med et CO2 neutralt produkt, når de får de færdiglavede møbler hjem fra fabrikken. Faktisk optager bambus 66% mere CO2 end klassisk egetræ.

Bæredygtighed har været en del af virksomhedens DNA siden begyndelsen tilbage i 2011. FN’s verdensmål har derfor ikke fungeret som et strategisk redskab i arbejdet med at vende en gammel forretningsmodel mod nye, bæredygtige veje fortæller Klaus Jorlet. Målene har nærmere fungeret som inspiration og kommunikationsværktøj i deres arbejde med bæredygtighed. Hvert enkelt mål indeholder en række delmål og indikatorer, som fortæller hvordan man kan måle fremskridt indenfor fokusområdet. Især indikatorerne har hjulpet We Do Wood i deres arbejde, og givet klarhed over hvad de allerede gør, og hvor de kan bevæge sig hen.

I 2020 har We do Wood rettet fokus væk fra selve produktet til produktionen og især arbejdet med at reducere spild. Her kommer mål nr. 12 om ansvarlig produktion på banen. Dette fokus har resulteret i et helt nyt produkt, fortæller Klaus Jorlet:

”Vores fabrik ringede og fortalte at de stod med en stor bunke resttræ. Og så besluttede We do Wood’s designere sig for at bruge træet. De endte med at designe Button Stool, der er lavet udelukkende af rester og derfor ikke kræver nogen nye ressourcer at producere”

Selvom We Do Wood allerede er bevidste om bæredygtighed i alle dele af deres forretning, har de stadig ambitiøse mål for fremtiden. Håbet er at blive CO2 negative med tiden, så de ikke blot producerer uden fodaftryk, men gør en positiv forskel for planeten. De fortsætter arbejdet med at reducere spild og har derudover indgået et samarbejde med Letbek, der indsamler plastik fra Vesterhavet. Denne plastik skal fremover bruges i produktionen af møbler hos We Do Wood.

Du kan se alle de flotte møbler i bæredygtige materialer her: https://www.wedowood.dk/

Og møde We do Wood på Fair Festival i Marts 2021.

Address

Karen Blixens Boulevard 7
DK-8220 Brabrand
Denmark
CVR 40721460

IngenCO2