Fair Festivals arbejde med FNs 17 Verdensmål

I arbejdet for at fremme den grønne omstilling er det vigtigt at virksomheder kommunikerer tydeligt og ærligt om deres strategier, mål og resultater. Det sikrer både virksomheder og forbrugere imod greenwashing og hjælper os med at holde hinanden ansvarlige.

Globe Go Green og Fair Festival ønsker at udbrede kendskabet til de 17 verdensmål gennem vores festival og overordnede kommunikation. I dette blogindlæg kan du læse mere om FNs 17 Verdensmål og om hvordan vi arbejder med dem i forbindelse med Fair Festival.

Hvad er FNs 17 Verdensmål?

FN er det største forum for internationalt samarbejde om at håndtere klimakrisen og dens konsekvenser. Ét af FNs værktøjer er langsigtede mål for, hvordan nationerne skal arbejde. Disse mål fungerer både som retningssætter og evalueringsværktøj. Hvad vil vi gerne opnå og hvordan måler vi bagefter om vi lykkedes med det?

De 17 verdensmål for bæredygtig udvikling (på engelsk UN Sustainable Develoment Goals, ofte forkortet SDGs) blev skabt i 2015. Verdensmålene beskriver den ønskede retning for FNs medlemslande i perioden 2015 – 2025, og de fokuserer på forskellige former for bæredygtighed og arbejdet for lighed og menneskerettigheder. Hvert verdensmål har en titel, en beskrivelse og en liste med delmål og forslag til måder at vurdere hvor langt vi er.

Verdensmålene er overordnet set delt i tre kategorier (om disse kategorier er adskilt eller ej, kan diskuteres): biosfære, samfund og civile rettigheder og økonomi. Det handler altså ikke kun om klimaet. Tværtimod peger de 17 verdensmål på hvordan alting er forbundet – en positiv udvikling indenfor ét mål vil som regel medføre en positiv udvikling i andre mål. For at få en bæredygtig udvikling, ifølge FN, skal vi også have mere ligestilling, bedre uddannelse, mindre fattigdom og større udbredelse af IT i udviklingslande osv.

Verdensmålene har fået betydelig opmærksomhed, og deres symboler er efterhånden velkendte for de fleste. Det kan til dels skyldes den letforståelige struktur, samt den farverige grafik, der er både tiltalende, opmærksomhedskrævende og nem at anvende på grund af den store grad af genkendelighed.

FNs 17 Verdensmål - intern forbundethed.
FNs 17 Verdensmål er internt forbundne (C) Stockholm Resilience Centre

Hvad er SDG-washing og hvorfor er det et problem?

Du kender garanteret begrebet ’greenwashing,’ hvor man – bevidst eller ej – får ting til at virke mere miljøvenlige eller bæredygtige end de egentlig er. Det er ikke nødvendigvis et overlagt marketing-komplot, men kan også skyldes manglende viden. Problematisk er det dog.

På samme måde ser vi en voksende tendens til ’SDG-washing.’ Det er når virksomheder/politikere/organisationer finder 1-2 verdensmål der er relevant for deres forretning, smækker et stort verdensmålslogo på hjemmesiden og så ellers lader det være ved det. Hvis ikke du arbejder aktivt med det specifikke verdensmål eller et par delmål, så er det at pynte sig med lånte fjer.

Verdensmålene er ikke en certificering, men et ledelses- og kommunikationsværktøj. Når man bruger verdensmålene ukritisk, så udvandes de som ide og rettesnor. Til sidst vil vi ikke kunne regne med at brugen af verdensmålene betyder noget særligt.

Fair Festival og verdensmålene

Globe Go Green og Fair Festival arbejder med FNs verdensmål på flere måder. Planen er at vi hvert år skal fokusere på et eller to verdensmål, som skal være centrum i vores formidling på festivalen. I 2021 fokuserer vi specifikt på Verdensmål nr. 12 – Ansvarligt forbrug og produktion – og nr. 17 – Partnerskaber for handling.

Verdensmål 12 og 17

Mål 12 – Ansvarligt forbrug og produktion

Verdensmål 12 handler om at sikre bæredygtighed i forbrug og produktionsformer. Det dækker bl.a. over mere og bedre genanvendelse, affaldshåndtering, besparelse af ressourcer og bedre arbejdsforhold for produktionsmedarbejdere. Det handler om at mindske madspild og om at opfordre virksomheder til at rapportere om bæredygtigheden af deres arbejde og sætte ambitiøse mål (FN).

Og så handler det om at sikre, ”at mennesker alle steder har den relevante information og viden om bæredygtig udvikling og livsstil i harmoni med naturen” (FN, delmål 12.8). Verdensmål 12 lægger altså også meget vægt på kommunikation og formidling.

Vores rolle her er primært kommunikativ og faciliterende, idet vi støtter andre virksomheder og organisationer i deres arbejde med verdensmålene, og så hjælper vi forbrugere få en bedre forståelse for målene og for hvad en bæredygtig livsstil kan indebære. Vi vil informere og guide folk til at gøre deres forbrug mere bevidst, kvalificeret og ansvarligt.

Mål 12 fylder også en del i vores festivalplanlægning. Blandt andet vil festivalen have grundig affaldssortering, frokostretter lavet på overskudsmad, ingen plastik engangsbestik, vandposter til genfyldning af drikkeflasker og ingen trykte programmer. Fair Festivals egen bæredygtighed er noget vi løbende udvikler på, og hvis du har forslag eller ideer er du mere end velkommen til at tage kontakt.

SDG Building. Copyright: UN Press Material.

Mål 17 – Partnerskaber for handling

Verdensmål 17 henvender sig hovedsageligt til regeringer, organisationer og store virksomheder. Det handler om at ”styrke det globale partnerskab for bæredygtig udvikling og øge midlerne til at nå målene” (verdensmaalene.dk), især gennem (fair!) international handel, vidensdeling og udviklingsstøtte til 3. verdenslande.

Delmål 17.17 peger på behovet for at øge graden af samarbejde mellem det offentlige, erhvervet og civilsamfundet, især i forhold til deling af ressourcer (tid, penge og viden).

Vi, og mange andre virksomheder og organisationer, fokuserer på filosofien bag verdensmål 17. Vi mener at målet fremhæver at vi aldrig kommer i land med den bæredygtige omstilling, hvis vi insisterer på at gøre det alene. Kun hvis vi samarbejder på tværs og lærer af hinanden – og bruger denne tankegang i vores forretningsmodeller – kan vi nå i mål.

Det handler om en ny måde at tænke virksomheden og samfundet på. Tiden er simpelthen løbet fra den nærige, ærekære og grådige konkurrence. Vi ser samfund og erhverv som et netværk af forbundne enheder hvor vi kan hjælpe hinanden opnå et fælles mål; ikke som ensomme giganter der konkurrerer i en æd-eller-bliv-ædt kultur.

Fair Festival skal bygge bro mellem disse mange enheder og mellem forbrugere og virksomheder. Åbne op for nye muligheder for handling, nye partnerskaber, ny viden.

Vi håber I vil være med!

Har du spørgsmål eller kommentarer til vores arbejde med FNs Verdensmål? Så skriv til os på hey@globegogreen.com. Det gælder også hvis du har forslag til nye emner vi kan tage op her på bloggen.

Tilbage til bloggen.

Address

Karen Blixens Boulevard 7
DK-8220 Brabrand
Denmark
CVR 40721460

IngenCO2