Udstillerspot: Consist – Bæredygtig arbejdsplads og cirkulær IT

I dette blogindlæg kan du læse mere om IT-virksomheden Consist og deres Bæredygtige Arbejdsplads, samt hvorfor det er vigtigt at tænke på klimaet, når du køber IT-udstyr.

I forrige uge lukkede vi Globe Go Green-kontoret og alle medarbejdere tog på hjemmearbejde. Dette blev muliggjort af vores nye arbejdscomputere, der – nærmest ved et lykketræf – var ankommet nogle dage forinden.

Og så tænker du sikkert: ”Nye arbejdscomputere – det lyder ikke særlig bæredygtigt!” Og nej, det ville det under normale omstændigheder heller ikke være.

Vi er dog så heldige her i Globe Go Green at kende en hel del virksomheder der arbejder med bæredygtighed, blandt andet IT-startuppen Consist. Consist er en forholdsvis ny virksomhed, stiftet i 2019, men båret af en årelang passion fra stifteren Thomas Lybek. De tilbyder virksomheder en alt-i-en løsning, hvor man kan få dækket alle sine behov for IT og rådgivning. Gennem deres ’bæredygtige arbejdsplads’ har de givet os mulighed for at få nye – brugte – arbejdscomputere til hele teamet uden at belaste klimaet unødvendigt.

Det er vigtigt for os som grøn virksomhed at tænke bæredygtighed ind i så mange dele af virksomheden som vi har mulighed for. Vores kerneprodukt – Fair Festival – er et stort skridt i den retning (hvis vi selv skal sige det 😉), men hvis ikke vi også viser hensyn til klimaet i de mindre væsentlige dele af forretningen, kan vi jo lige så godt kaste håndklædet i ringen.

Cirkulære arbejdscomputere

Vores nye computere er produceret af produktionsvirksomheden Circular Computing og forhandles af Consist. Circular Computing genanvender bærbare computere ved blandt andet at give dem nyt batteri, ny harddisk og nyt tastatur. For hver solgt computer sørger de for at der bliver plantet 5 træer i tredjeverdenslande via støtte til organisationerne OneTreePlanted og WeForest. En computer fra Circular Computing er derfor certificeret CO2-neutral. Der går enormt mange ressourcer (materialer, mineraler og strøm m.m.) til produktionen af en ny computer. Ved at gøre processen cirkulær, formindskes ressourceforbruget drastisk.

Med genbrugte computere kunne vi altså få oplevelsen af en ny og velfungerende computer uden at belaste klimaet unødvendigt.

Hvis jeg (Ann) skal være ærlig, så var jeg meget overrasket over de nye arbejdscomputere. Selvom Danmark er nået rigtig langt på mange punkter, så har genbrugte ting ikke altid det bedste ry. Jeg forventede lidt noget ridset skrammel der gik ud efter en halv time – I ved, ligesom den computer du lånte af din tante, da du havde spildt the på din egen.

En god arbejdscomputer er essentiel når man skal arbejde hjemmefra

Glæden ved en ny-brugt arbejdscomputer

Men sådan er Consists computere slet ikke. De nye arbejdscomputere er mega lækre og fremstår på alle måder som, ja, nye. Jeg har fået en af de der widescreen HP’er der ser super professionel ud med sølvgrå finish og dejlige knapper. Det med tastaturet betyder enormt meget, for jeg skriver en del i forbindelse med mit arbejde. Selvfølgelig skal jeg lige øve mig i at ramme tasterne ordentligt på det nye tastatur, men det er alt sammen en del af ’ny computer’-oplevelsen.

Jeg har altid passet godt på mine computere, så de fik så lang en levetid som muligt. Men før eller siden kan de jo ikke mere, medmindre de bliver repareret. Det er en rigtig dejlig tanke at computere kan have et liv efter at du er færdig med den.

Når virksomheder skifter arbejdscomputere, skifter de jo typisk dem alle sammen på én gang, og så kan der være meget stor forskel på hvor slidte de er. Derfor kan ganske velfungerende computere ende med at blive taget ud af omløb før de på nogen måde er udtjente og uden at nogen gør sig det mindste umage for at genanvende materialerne. Det er en alt for værdifuld ressource til at lade den gå til spilde på en forurenende e-skrotplads. Hvis en virksomhed køber sit IT-udstyr gennem Consist, kan må få en form for ’panteordning,’ hvor Consist tager det brugte udstyr tilbage og giver virksomheden et lille afkast afhængig af tingenes stand. På den måde kan vi sikre at det IT-udstyr der endnu har levetid, fortsat vil blive anvendt og indgå i den cirkulære økonomi.

I de her Corona-tider er det mere end nogensinde vigtigt at have de rigtige IT-løsninger når større og større dele af arbejdet flyttes på nettet. Personligt betyder det rigtig meget for mig at have en arbejdscomputer, fordi det gør det så meget nemmere at adskille arbejde og fritid. Når du sidder hjemme ved dit skrivebord, kan det være svært – rent mentalt – at adskille arbejdstid fra fritid. Du mangler de fysiske signaler såsom kolleger, busturen og whiteboardet. For mig bliver arbejdscomputeren det fysiske signal, der hjælper min hjerne med at forstå hvornår den skal fokusere på arbejde og hvornår den må slappe af. Jeg er overbevist om at adskillelse af arbejde og fritid bliver én af de helt store udfordringer for alle de folk der arbejder hjemme lige nu.

Den bæredygtige arbejdsplads

Der er mange rutiner der må lægges om, mange opgaver der må udskydes og mange møder der må flyttes over i cyberspace. I forhold til det sidste, må vi håbe at de mange virtuelle møder endelig kan lære folk hvor mange af de møder de indtil nu har kørt landet tyndt for at deltage i, der kan foretages over skype. Hvis det kunne blive resultatet af ’corona-krisen’ er det da ikke så skidt at det ikke er godt for noget. En god computer, en god forbindelse og et godt headset og så er du klar til dit næste conference-call.

Lige for tiden sælger Consist en samlet pakke af arbejdsIT, som de kalder Den Bæredygtige Arbejdsplads. Her kan man nemt og hurtigt blive fuldt udstyret med alt hvad der kræves af computer, skærm, headset og så også en bæredygtig smartphone (ja, jeg troede heller ikke på det da jeg hørte om det, men den er åbenbart god nok!).

Consist er en af de mange virksomheder der havde glædet sig til at udstille på Fair Festival her i marts 2020. Heldigvis får du chancen for at møde dem til Fair Festival 2021, hvor de – og vi – vender stærkt tilbage.

Consist arbejdscomputer

Hvordan kan du selv handle mere bæredygtigt når det kommer til IT?

Consist er som nævnt en B2B-virksomhed, og hvis ikke lige du kan få din chef med på at cirkulær IT er en god idé, er der mange andre ting, du selv kan gøre for at vise hensyn til klimaet næste gang du mangler IT.

Altså, til at starte med, kan du jo undlade at købe nyt, hvis ikke du mangler. Modstå trangen til nyt-nyt-nyt og behold din smartphone hvis den virker.

Skal du have nyt IT-udstyr, anbefaler vi at du forsøger at finde det brugt (eller ‘refurbished’ – istandsat). Der er rent faktisk masser af valgmuligheder.

Gå efter kvalitet – hvis du køber én god computer der holder 10 år, har du sparet miljøet for rigtig mange skrammel-computere, der skal skiftes ud hvert andet år. Sørg dog også for at du ikke har en bedre computer end du har behov for – en strømslugende gamer-computer er ikke en livsnødvendighed for alle.

Og sidst men ikke mindst er det vigtigt at du også tænker dine brugsmønstre ind i regnskabet. Vidste du fx at streaming udleder 163 gram CO2 pr. time? Hvis du skal se film, så se den med andre i stedet for at se noget hver for sig.

Så husk dine klimahensyn næste gang du mangler IT-udstyr.

Tilbage til blogforsiden.

Address

Karen Blixens Boulevard 7
DK-8220 Brabrand
Denmark
CVR 40721460

IngenCO2