Fødevarebanken – Fra Madspild til Måltid

Ud over de mange fabelagtige udstillere har vi i Fair Festival også samarbejder med en lang række NGO’er og velgørende organisationer der arbejder med bæredygtighed og social ansvarlighed på hver deres måde.

Nogle NGO’er stiller med frivillig arbejdskraft, mens andre udstiller og fortæller om deres arbejde. Andre igen viser deres støtte på andre måder.

Én af dem er Fødevarebanken. Dem kan du læse mere om her.

Fødevarebanken leveringsbil
Fra Madspild til Måltid er Fødevarebankens motto, som står printet på deres flåde af leveringsbiler

Fødevarebanken er en non-profit forening der siden 2008 har arbejdet på at indsamle overskudsmad og uddele den til bl.a. socialt udsatte borgere. På den måde håndterer de to samfundsproblemer på én gang: madspild og madfattigdom. Madfattigdom beskriver den tilstand hvor nogle folk ikke har penge nok til jævnlige, nærende måltider.

Fødevarebanken har et bredt netværk af fødevareproducenter og grossister, der jævnligt donerer usolgt mad der enten har fået beskadiget emballagen eller som nærmer sig sidste salgsdato. Madvarerne – eksempelvis pasta, youghurt, kaffefløde og kål – fejler i princippet ikke noget, men de ville være svære at sælge til den almindelige dansker. Fødevarebanken modtager også mange sæsonvarer.

“Julesmåkager kan jo ikke sælges nu, for der er ingen der køber juleting på det her tidspunkt. Men småkager er småkager og de fejler jo ikke noget” fortæller Jesper Kinnerup, driftschef for Fødevarebanken Aarhus.

Han beskriver også hvordan Fødevarebanken tager kontakt til forskellige fødevare- og grossistvirksomheder for at høre om deres muligheder for at donere overskudsmad i stedet for at smide det ud. Men af og til bliver de også selv kontaktet af virksomheder. Det kan være hvis en medarbejder har stået på lageret med en masse mad der skulle smides ud og så har tænkt på om ikke det kan gives til nogen der ville få glæde af det. Her er Fødevarebanken det naturlige mellemled, for de har allerede indsamlingsfaciliteterne og uddelingskontakterne.

Som Jesper fortæller, ”Det handler om at vi skal have flere mennesker der tager ansvar og gør noget når de spotter en mulighed for at gøre en forskel.” Her sikrer Fødevarebanken at fødevareproducenterne og grossisterne har mulighed for at hjælpe med at nedbringe madspildet.

Opmagasinerede madvarer i Fødevarebankens lager
Opmagasinerede madvarer i Fødevarebankens lager

I Skejby, nord for Aarhus, ligger Fødevarebankens aarhusianske central. Her har de lagerfaciliteter med kølerum og lasteplatforme, så de kan opbevare maden forsvarligt inden den sendes videre. Centeret har en elite-smiley og alle de frivillige er trænet i fødevaresikkerhed. Desuden scannes alle madvarer ved indsamling og levering, så de sikrer sporbarhed. På den måde kan maden tilbagekaldes uden problemer. Hos Fødevarebanken er der styr på sagerne.

Hver uge pakkes et blandet udvalg af madvarer i de fem kølebiler, og så kører Fødevarebankens frivillige ud til Midtjyllands varmestuer, herberger og krisecentre. Her får hjælpeorganisationerne præsenteret dagens udvalg og kan så vælge hvad de vil tage imod. Sidste år udleverede Fødevarebanken Aarhus 502 tons mad, der ellers ville være gået til spilde. På landsplan var det hele 1.350 tons.

Det gør ganske vist kun et lille indhug i den enorme mængde mad der spildes i Danmark hvert år, men det er et stort skridt i den rigtige retning.

Frivillige pakker overskudsmad hos Fødevarebanken
Frivillige pakker overskudsmad, så den er klar til levering

Jesper Kinnerup fortæller at de håber på at der kommer til at være en stigende interesse og lyst til at støtte op om bæredygtighed og arbejdet med at bekæmpe madspild. Forhåbentlig får Fødevarebanken flere og flere donationer i fremtiden, så vi kan sikre at så lidt mad som muligt bliver spildt, når det kunne komme andre til gode.

I anledning af Fair Festival Aarhus, leverer Fødevarebanken også overskudsmad til Café Europa, der vil have en pop-up restaurant på festivalen. Den mad, du kan købe der, vil derfor være mad der ellers skulle være smidt ud. Så kan du snuppe dig en bid med god samvittighed.

Læs mere om Fair Festival og find dine billetter.

Address

Karen Blixens Boulevard 7
DK-8220 Brabrand
Denmark
CVR 40721460

IngenCO2