Udstillerspot: HUMBLE by Sofie Bucka

Globe Go Green sætter spot på udstillere til Fair Festival. Dette blogindlæg er et gæsteindlag fra Sofie Bucka, der står bag HUMBLE by Sofie Bucka. ‘Slow fashion’ og ydmyg bæredygtighed i alle produktionsled.

Læs hendes fortælling her:

Mit navn er Sofie Bucka, og jeg står bag HUMBLE by Sofie Bucka. Jeg er 21 år gammel, og jeg har hele min ungdom dyrket ridebanespringning på eliteniveau med en fast plads på det danske landshold, og det har været min helt store passion med rejser rundt omkring i hele Europa og rigtig mange træningstimer for at opnå mine drømme.

Jeg har nu fået en alder, hvor jeg har valgt at dyrke min sport på en anden måde med uddannelse af ungheste, og derfor var det vigtigt for mig at finde en ny passion.

Jeg er vokset op med moden og har haft en naturlig interesse for den hele mit liv, og det var ligeledes helt naturligt for mig, at jeg skulle være iværksætter. Jeg elsker den kreative proces fra en ide til et færdigt produkt. Det at skabe en fed kollektion giver mig den sammen følelse, som min sport har givet mig i mange år, og jeg ved at det kræver det samme hårde slid og fokus for at få HUMBLE til at lykkes.

For et halvt år siden valgte jeg så at springe ud i det og lavede min første lille Express kollektion på 6 styles ved navn MEET HUMBLE, som jeg planlagde at sælge online.

Det blev en vild rejse, og kort tid efter blev jeg kontaktet af min første salgsagent, som ønskede at bringe HUMBLE til de danske butikker. Her er jeg så heldig og beæret over at være at finde nu.

Jeg har også netop fået en salgsagent i Norge, som starter med salg i denne sæson med min nye kollektion NEW BEGINNINGS 2020.

Med mig på min rejse har jeg mine forældre, som de bedste sparringspartnerne jeg kunne ønske mig. De har begge en lang arbejdserfaring indenfor tekstilbranchen.

Navnet på mit brand, HUMBLE by Sofie Bucka, faldt mig helt naturligt, da jeg som person er meget ydmyg med en brændende interesse for bæredygtighed, hvor jeg ser det at passe på miljøet på bedst mulig måde som en meget ydmyg proces.

Når det kommer til designprocessen og HUMBLEs DNA, er det vigtigste for mig at skabe en stil, der viser, hvem jeg er som person – en rock ’n roll type med et casual og feminint touch over sig.

Det er også vigtigt for mig at vise at mode kan være slow fashion og samtidig være smart. For mig er det vigtigt, at HUMBLE-kunderne kommer til at bruge deres tøj i mere end én sæson og på tværs af sæsoner, og at det er stylingen der gør, om det er et vinter- eller sommeroutfit modellen bruges i.

Det er helt naturligt for mig at have en all-around bæredygtig tankegang omkring HUMBLE by Sofie Bucka. For mig er det ikke kun vigtigt, at metervarerne der bliver brugt er bæredygtige, men også at der i alle processer bag tænkes bæredygtigt i så vidt et omfang, det er muligt.

HUMBLE er et projekt jeg har ved siden af studierne, hvor jeg læser Purchasing Management På VIA University College i Herning. Det at kunne lære teori og bruge det i praksis finder jeg utroligt spændende og super lærerigt.

HUMBLE by Sofie Bucka - logo

Du kan møde Sofie og HUMBLE by Sofie Bucka på Fair Festival d. 27.-29. marts i Aarhus. Hun udstiller i Aarhus Congress Center sammen med andre tekstil og modefirmaer.

Hvem udstiller ellers på Fair Festival?

Address

Karen Blixens Boulevard 7
DK-8220 Brabrand
Denmark
CVR 40721460

IngenCO2