Udstiller Spot: Promovec – Når der går sport i bæredygtighed

Globe Go Green sætter spot på udstillere til Fair Festival. I dette blogindlæg kan du læse mere om vores besøg hos Promovec. Hos Promovec er der gået sport i jagten på mere bæredygtige forretnings- og produktionsmodeller.

I Globe Go Green lægger vi meget arbejde i at finde og udvælge de rigtige udstillere til Fair Festival og lære dem bedre at kende. Derfor tog vores markedsføringsrepræsentant Ann på besøg hos Promovec, der udstiller til Fair Festival.

Promovec er et dansk firma der designer, udvikler og bygger hele elcykler og enkeltdele til dem. De har hovedkontor og produktion i Risskov nord for Aarhus. Her skabes alt det der gør en elcykel til mere end en cykel.

Når Verdensmål bliver forretningsmål

Det første der slår én, når man træder ind i foyeren, er de gigantiske, pang-farvede kasser der står stablet i hjørnerne. Det er FNs 17 Verdensmål der får lov at fylde så meget her, som en konstant påmindelse til medarbejderne om at forretningen her drives for mere end bare økonomiens skyld.

Hos Promovec er FNs Verdensmål velrepræsenteret.
Hos Promovec er FNs Verdensmål velrepræsenteret

Også på direktørens kontor er Verdensmålene repræsenteret. Det er især i forhold til mål nr. 9, 11 og 12 at Promovec ser deres rolle. Gennem deres arbejde med elcykler gør de en grøn forskel i forhold til infrastruktur, innovation, transport, bæredygtige byer og produktionsformer. Her er der gået sport i det der med bæredygtighed. Da først de havde fået blod på tanden, var det svært at holde op med konstant at søge efter nye måder at gøre forretningen mere bæredygtig på.

“Vi er en virksomhed der bestræber sig på at være så bæredygtig som overhovedet muligt, og det gennemsyrer organisationen og alt hvad vi gør. Al strøm til batteriproduktionen er vind og solenergi og det samme gælder vores kontorer. Belysningen er LED, så det er så ressourcebesparende som muligt og vores website er CO2-kompenseret. Vi arbejder på at gøre vores emballage mere bæredygtig, så vi eksempelvis kun har FSC-mærket papir og genbrugspap” fortæller Jacob Nymann Petersen, der er marketing chef i Promovec.

Promovec vil udbrede cyklismen

Som producenter af dele til elcykler, ser de det som en del af Promovecs mission at udbrede cyklismen. Det gør de både på medarbejderplan gennem diverse cykel-tiltag, men også gennem deres produktdesign. Her arbejder ingeniørerne og produktcheferne hele tiden på at skabe løsninger der holder længere og cykler der kan klare det hårde skandinaviske klima.

Helge Sørensen, der er chief operations officer i Promovec, understreger at det selvfølgelig ikke handler om at få folk til at gå fra almindelige cykler til elcykler. Men hvis udbredelsen af elcykler kan få folk til at fravælge bilen til deres daglige transport, er arbejdet godt givet ud.

“Som man siger, ‘Your next car is an e-bike'”

Jacob uddyber: “I Danmark er vi forgangsland i det der med at pendle overalt til arbejde og indkøb. I udlandet er det meget mindre udbredt, men det begynder at komme. Storbyer begynder at udvide deres cykelinfrastruktur kraftigt, for de vil også udbrede cyklismen. Her er Danmark et forgangsland og det er noget af det Fair Festival er med til at sætte spot på.”

Her svejses battericellerne sammen.
Produktionen af batteripakker, controllere og ledningsføring foregår på et lille værksted i Risskov

Lokal produktion nedbringer CO2

Det lidt nørdede ingeniørfirma har valgt at lægge deres produktion i Danmark. Transport er en af de helt store CO2-syndere, så ved at undgå fragten fra Kina så vidt som muligt, kan de mindske en stor del af deres CO2-aftryk. Produktionen er et lille, hyggeligt sted hvor hver eneste ledig overflade er dækket af cykler i diverse stadier af færdighed.

Jacob anderkender at det kan blive meget bedre, “men vi skal starte et sted og vi gør det så godt vi kan lige nu. Jesper, vores ejer, er begyndt at se det som en sport at gøre Promovec mere bæredygtig. Det kan faktisk også nogle gange gøres billigere, hvis du vælger noget der er bæredygtigt. Nu er det blevet til en sport her på stedet at lede efter nye bæredygtige tiltag.”

Fair Festival giver mulighed for dialog med forbrugerne

Jacob fortæller at en del af formålet med at udstille på Fair Festival er at Promovec gerne vil tage del i samtalen om grøn omstilling og arbejde for udbredelsen af cyklisme: “Vi ønsker jo også at støtte op om tiltag der gør noget godt for planeten. Nu er det ikke sådan at vi skal lyde frelste, men hvis ikke vi alle sammen begynder at tænke over det her og handle på det, så er der jo ingenting vi kan sælge mere, for så er planeten jo potentielt ødelagt.”

Du kan møde folkene fra Promovec på Fair Festival i Aarhus d. 27.-29. marts 2020. De udstiller på Godsbanen, hvor de opstiller en testbane, så du kan få lov at prøve en elcykel, hvis du stadigvæk har den oplevelse til gode.

Hvem udstiller ellers til Fair Festival?

Address

Karen Blixens Boulevard 7
DK-8220 Brabrand
Denmark
CVR 40721460

IngenCO2